Talsperson: 2018's Skive Festival har fået en drømmestart

Skive Festival er kommet vældig godt fra land. Godt vejr og god musik er årsagen, siger talsperson.

Skive Festival_2018
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Årets udgave af Skive Festival er godt i gang. Det hele begyndte med Mads Langer, Dizzy Mizz Lizzy og Carpark North torsdag. 

- i går (torsdag, red.) har vi haft en stigning på salget, der er meget, meget betydelig, og det er selvfølgelig det gode vejr, folk kommer efter, og musikken. Vi havde rigtig god musik i går, fortæller talsperson Charlotte Danefeld til TV MIDTVEST.

Noget tyder altså på, at festivalen kan komme ud på den anden side med sorte tal på bundlinjen.

Har haft det svært

For fem-seks år siden var det vanskeligt. Skive Festival nærmede sig konkurs. Men for to år siden ændrede tingene sig, og for første gang i fem år var der overskud i regnskabet.

I samme ombæring fik festivallen ny bestyrelse. Med et nyt fokus.

- Vi har helt klart fokus på vores pladsopbygning; at få pladsen æstetisk og lækker - få gjort det til en helhedsoplevelse, så vi ikke kun præsenterer musik, men også en oplevelse, uddyber talspersonen.

Afhængig af godt vejr

Det siger sig selv. Festivaler er bare sjovere, når det ikke står ned i stænger. Vejret er som altid en ustyrlig faktor, der foreløbigt falder ud til Skive Festivals fordel.

- Det kan betyde alt. I modsætning til regn kan det betyde en stigning i salget på 20-30 procent. Det er meget, meget vigtigt for os, at vi får noget godt vejr. Vi skal have ølvejr, for at vi kan få noget konsumsalg, afslutter Charlotte Danefeld.

Festivalen slutter med koncerter lørdag. Læs mere her.

2:20
Over 10.000 mennesker er lige nu samlet på Strandtangen i Skive til dette års Skive Festival.