Tallet stiger: 14 skolefyringer i Holstebro

Holstebro Kommune har krævet besparelser på byens skoler. Det betyder indtil videre 14 fyringer.

Rolf Krake.jpg

Skolerne i Holstebro sidder i øjeblikket og regner på, hvor mange penge de har at drive skole for. Det betyder indtil videre 14 fyringer. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.

Ifølge avisen skal Birkelundskolen fyre seks lærere. På Vemb og Nr. Felding Skole skal der fyres en, og nu har Rolf Krake Skolen meldt ud, at de også må skære seks ud af skolens 46 lærere.

- Vi har forholdt os til det underskud vi var og ud fra det, må vi afskedige seks lærere. På onsdag får personalet at vide, hvem det er, siger Karsten Kloster, der er konstitueret skoleleder på Rolf Krake Skolen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Formanden for Vestjysk Lærerforening kalder situationen for den mest alvorlige i de ti år, han har været formand.

- Vi er oppe på foreløbig 14 lærere, men det kommer meget højere op, siger Torben Voss til avisen og peger på, at besparelserne giver utryghed i en tid med skolesammenlægninger og en folkeskolereform, der ikke er implementeret endnu.