Tager telefonen hos 112

Er du syg og ringer til 112, får du nu en sygeplejerske eller ambulancebehandler i røret.

Langt hovedparten af opkald til alarmcentralen handler om liv og helbred. Det kan være simpel sygdom eller svære kvæstelser. Det har Region Midtjylland nu taget konsekvensen af. Sygeplejersker og ambulancebehandlere tager sig af de opkald, der handler og liv og helbred.

- På skadestuerne tager man sig af patienterne i den rækkefølge, som de kommer. Med mindre kommer nogle, der virkelig har brug for hjælp. Det er samme prioritering vi nu får her på alarmcentralen, siger Erika Frichshnecht Christensen, der er lægelig chef for præhospitalet i Region Midtjylland.

Indtil 1. december har politifolk taget sig af telefonen på alarmcentralen. Det skal de også fremover, men opkaldene skal viderestilles, så sundhedsfagligt personale kan vurdere, hvor slemt det står til, og fortælle den der ringer, hvad vedkommende kan gøre.