Tager operaen med hjem til Skive

En ny operafestival vil i september se dagens lys. En af bagmændene er Jeppe Jacobsen, der ellers forlod Skive for at komponere operaforestillinger i Salzburg.

Jeppe jacobsen komponist.jpg

27-årige Jeppe Jacobsen vender i september måned hjem til Skive, hvor han sammen med sine østrigske kollegaer står bag et helt nyt projekt: Skive Operafestival.

- Vi besluttede, at vi gerne ville starte en ny festival op, og så sagde, Grace Bumbry (amerikansk operasanger, red.), at der ikke er noget bedre sted at grundlægge en ny klassisk operafestival end på komponistens egen hjemmebane.

Sådan forklarer Jeppe Jacobsen, at valget faldt på netop Skive. Alligevel skulle der flere overvejelser til, før det blev afgjort.

- Forholdene skal jo også være til det. Men så kom jeg til at tænke på, at der lige er blevet bygget en ny koncertsal, og så tog vi forbi og testede den. Akustikken var perfekt, lyder det.

Festivalen starter fredag d. 25. september og fortsætter til søndag. Fredag byder på en fornyet version af operaforestillingen Der Sonnenkreis, der er komponeret af Jeppe Jacobsen selv.

Vil give noget tilbage

Med sig fra Østrig tager han 40 operasangere og musikere, der sammen skal give Midt- og Vestjylland en operaoplevelse i verdensklasse, og det glæder han sig til at give noget tilbage.

- Jeg ser det lidt som et pligtspørgsmål. Nu fik jeg muligheden for at starte noget op i min hjemby. Det er min måde at forsøge at sætte et lille fodaftryk. Så må vi se om det lykkes, forklarer han.

Jeppe Jacobsen forlod ellers Skive allerede den dag, han fik sat sin studenterhue på hovedet. Det var i 2007, men nu er han klar til at vende tilbage - for en kort bemærkning.

Det er planen, at operafestivallen skal blive en tilbagevendende begivenhed.

Du kan stadig nå at få billetter til dette års festival ved at klikke HER

.

TV MIDTVEST har flere gange mødt den unge komponist. Gense det her:

4:24
Siden Jeppe Jacobsen var barn har han haft interesse for musik

4:25
Jeppe Jacobsen komponerer operaer i Salzburg. Nu planlægger han en opførelse i sin hjemby Skive

(Ser du med fra appen, finder du i stedet klippen øverst på siden!)