Tag en lærling og få en ordre

Region Midtjylland vil kræve, at de virksomheder der får store byggeordrer, også skal ansætte praktikanter

Region Midtjylland.jpg

Der mangler praktikpladser i stort set alle fag i Region Midtjylland. Det gælder lige fra murer-faget til frisør-faget. Det vil regionens politikere nu lave om på, ved at kræve praktikpladser til gengæld for store ordrer.

Krav kan give mange hundrede praktikpladser

For eksempel kan det nye sygehusbyggeri i både Skejby og Gødstrup kaste rigtige mange praktikpladser af sig, hvis Region Midtjylland kræver af de virksomheder der får byggeordren, at de ansætter lærlinge og praktikanter.

 - Det er både et problem for de unge og for erhvervslivet, hvis vi ikke skaffer arbejdspladser til de unge. Når vi investerer flere milliarder hvert år, kan vi skaffe lærepladser til flere hundrede unge hvert år, siger Bent Hansen, formand for regionsrådet i Region Midtjylland.

Bliver vedtaget til efteråret

Aftalen om lærerpladser i forbindelse med store byggeopgaver forventes vedtaget af et enigt regionsråd i løbet af efteråret. Dermed skulle fremtiden altså være sikret for i hvert fald en del af de erhvervsskole-elever, der idag står uden praktikplads.