Tag dig i agt: Landsdelen er ramt af sne og fygning

​Flere steder i Midt- og Vestjylland vil der falde ti centimeter sne i løbet af natten.

sne.jpg
Foto: Kirsten Axelsen, TV MIDTVEST

Kalenderen siger forår, men vejret siger vinter. Lige nu er hele Midt- og Vestjylland dækket af et hvidt lag sne. I løbet af natten vil der her i landsdelen falde ti centimeter sne. Samtidig blæser det med vindstød op til 15 meter i sekundet, og derfor vil der være fygning mange steder.

Man skal tage sine forholdsregler. Det skal man altså. 

- Temperaturen ligger lige under frysepunktet, og det gør, at sneen stadig ligger løst. Derfor vil sneen fyge mange steder her i aftentimerne, siger Søren Mikkelsen, der er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut i Karup.

Senere i nat stiger temperaturerne. Derfor vil den fine hvide sne senere blive til slud, men det kommer ikke til at tø så meget, at sneen er væk i morgen. 

- Man skal tage sine forholdsregler. Det skal man altså. Jeg er sikker på, at de vil gøre alt for at få sneen ryddet hurtigt, men det er ikke sådan, at sneen forsvinder til i morgen, siger Søren Mikkelsen.

Politiet melder indtil videre ikke om nogen større trafikale problemer. Kun en enkelt bilist har været ude for et glatføre uheld.