Tæskehold slog med stegepande

To er anholdt efter overfald med stegepande tirsdag aften i Sdr. Felding. Det var et økonomisk mellemværende, som fik tæskeholdet til at opsøge en 31-årig mand.

Blaablink (politi).jpg

En 31-årig mand fik tirsdag aften klokken 21.48 besøg af et tæskehold på sin bopæl i Bredgade i Sdr. Felding. Ialt fire personer, den ene ekskæreste til offeret, overfaldt manden med en stegepande og tildelte ham flere knytnæveslag.

Jalousi eller økonomisk mellemværende

Lidt over syv i morges kunne politiet anholde to personer. Den ene er ekskæresten til offeret, en 17-årig kvinde fra Brøndby, den anden, en 22- årig mand fra Skjern. De blev anholdt på mandens bopæl i Skjern. Ifølge politiet er det enten jalousi eller et økonomisk mellemværende, som fik ekskæresten til at samle tæskeholdet.

- Det handler næsten altid om én af de to ting. Men vi kender ikke det præcise motiv endnu, siger Bent Smedegaard til tvmidtvest.dk.

De to bliver nu afhørt af politiet i Herning og bliver måske allerede fremstillet i grundlovsforhør onsdag.