Tæskehold bag overfald i Ulfborg

Tæskehold var ude med dummebøder torsdag eftermiddag i Ulfborg. En 20-årig mand bliver fredag fremstillet ved Retten i Holstebro.

Politi.dk logo 2_0.jpg

Fredag bliver en 20-årig mand fra Ulfborg fremstillet ved Retten i Holstebro.

Torsdag aften klokken 18.45 blev han anholdt på sin hjemadresse i Ulfborg og sigtet for at være en del af det tæskehold, der torsdag eftermiddag mødte op for at uddele dummebøder til en anden ung mand i Ulfborg.

-  Den forurettede blev slået med et aluminiums-bat, men han får afværget og bliver mest slået på armen. Men tæskeholdet slår ham også med både flad og knyttet hånd i ansigtet, forklarer Lillian Jensen fra Lokalpolitiet i Holstebro.

Dummebøder i luften

Politiet har endnu ikke et klart overblik over, præcis hvor mange personer, tæskeholdet bestod af. Men sikkert er det, at den unge mand, der blev overfaldet, har skader, der stemmer overens med hans forklaring om, at han blev opsøgt på sit hjem i Ulfborg og overfaldet.

- Vi ved det ikke med sikkerhed endnu, men det forlyder, at der er tale om såkaldte dummebøder for gæld af en eller anden art, lyder det fra politiet.

Fordi flere gerningsmænd stadigvæk er på fri fod vil anklagemyndigheden kræve lukkede døre i sagen.