Tæskehold angreb med køller

Et tæskehold overfaldt i aftes en 54-årig far med golfkølle og baseball-bat

Et tæskehold på 4 unge mænd opsøgte klokken halv seks lørdag aften en 21-årig mand på Strandparken i Nykøbing. De ville angiveligt give den 21-årige bank og forsøgte at sparke hans dør ind. Men den 21-årige nåede at ringe efter sin far, som straks kom til undsætning. Faren mødte tæskeholdet i opgangen foran sønnens dør, og han fik der flere slag med en golfkølle og et baseball-bat. Faren fik en flænge i hovedet og hjernerystelse.

Vagtchef Niels Peter Olesen fra Midt og vestjyllands Politi kalder overfaldet usædvanligt groft.

Politiet anholdt i aftes de 4 unge mænd på 16, 17, 18 og 22 år. De er nu alle sigtet for grov vold.