Tæskede mand for mobil og to pakker cigaretter

To er anholdt for at have sparket og slået en mand indtil han udleverede sin mobil og to pakker cigaretter.

Politi.dk logo 2.jpg

En 43-årig mand og 38-årig kvinde er fængslet, efter at de i går kl. 18:50 røvede en mand for to pakker cigaretter, en mobil og et ukendt pengebeløb i en ejendom ved Teaterpladsen i Skive.  

- De to gerningsmænd med manden i spidsen sparker en dør ind. Derefter sætter de først en tændt cigaret i panden på den forurettede, efterfølgende bliver han slået og sparket gentagende gange, siger Jens Claumarch, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Den forurettede var medtaget efter røveriet, men slap med overfladiske skader. Politiet mener, at der muligvis har været tale om en gældinddrivelse i misbrugsmiljøet. Den 43-årige mand bliver torsdag fremstillet i grundlovsforhør, mens det endnu ikke er besluttet, hvad der skal ske med den 38-årige kvinde.

- Manden var på prøveløsladelse og har noget reststraf tilbage fra tidligere domme, derfor skal han for en dommer, fordi han har overtrådt vilkårene for sin løsladelse. Vi vurderer senere i dag, om kvinden også skal i grundlovsforhør, siger vagtchefen.

Manden og kvinden er sigtet for røveri mod andre.