Tænk som en tyv, inden du rejser fra huset

Hvis du er husejer og på vej på ferie, så overvej lige at læse denne tjekliste fra politiet først.

100715 Indbrud.jpg

Politiet har sendt en tjekliste ud, der giver gode råd til, hvordan du undgår at få besøg af indbrudstyve, mens du er rejst hjemmefra.

Ifølge politiet så er det vigtigt at tænke som en tyv, inden I rejser. I bunden af artiklen kan I se et indslag om, hvordan en tidligere tyv tænkte, da han begik indbrud.

Hvad ville tyven gøre?

Før ferien begynder skal du prøve at se på din bolig med indbrudstyvens øjne. Hvor ville du selv bryde ind, hvis du var indbrudstyv? Giv din bolig et eftersyn og sørg for, at din bolig er sikret ordentligt med gode låse på døre og vinduer. Ryd op omkring din bolig, så tyven ikke kan finde indbrudsværktøj på stedet.

Få din bolig til at se beboet ud:

  • Tøm postkassen.
  • Stil friske potteplanter i vindueskarmen.
  • Installér lys og evt. en radio, der tænder og slukker. (Tænd/sluk ur)
  • Hæng vasketøj på tørresnoren.
  • Få naboen eller en anden til at parkere sin bil i din carport.
  • Fyld affald i affaldscontaineren.
  • Slå græsplænen.
  • Lav en omstilling fra din fastnettelefon til din mobiltelefon.
  • Lad være med at reklamere for din skønne ferie på de sociale medier.

Etabler nabohjælp

Få en nabo til at kigge efter huset, mens du er væk. Undersøgelser viser, at op mod hvert 4. indbrud kan undgås med organiseret nabohjælp.

Gode observationer

Ring 1-1-2 hvis du observerer et igangværende indbrud. Hold forbindelsen og fortæl hvad du ser.

Ring 1-1-4 hvis du observerer noget usædvanligt - fx et ukendt køretøj, der virker mistænkeligt. Hold forbindelsen og fortæl hvad du ser.

I december lavede vi et indslag, hvor en tidligere tyv viste, hvordan han tænkte, da han lavede indbrud. Gense det her (eller i toppen af artiklen, hvis du læser fra smartphone eller tablet)