Flytning gik helt galt: Tændt komfur med papkasser antændte køkken

En flytning midt i Herning endte med et nedbrændt køkken søndag eftermiddag.

En flytning i Herning gik helt galt søndag eftermiddag. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Papkasser og et tændt komfur er ikke en god kombination.

Det opdagede en kvinde, der søndag flyttede fra en lejlighed på HC Ørstedsvej i Herning.

- Beboeren var ved at fraflytte og havde i den forbindelse tændt komfuret ved et uheld, hvorefter hun kørte afsted med et flyttelæs, siger Peter Kristensen, der er indsatsleder ved Brand og Redning MidtVest.

Læs også Frituregryde skyld i villabrand i Thisted

På komfuret stod der flyttekasse med blandt andet computer, og det satte hurtigt ild til hele køkkenet.

Kunne begynde slukningen med det samme

Det var naboerne til lejligheden, der opdagede branden. De ringede med det samme til kvinden, der var ved at flytte og sikrede sig, at hun ikke var til stede i den tilrøgede lejlighed.

- Da vi kom frem, stod der røg ud af terassedøren, men vi kunne heldigvis begynde slukningen med det samme, fordi naboerne havde kontaktet kvinden på forhånd.

Det betød, at brandskaderne ikke nåede at brede sig til mere end den ene lejlighed, hvor køkkenet dog er totalskadet.

Der er flyttesyn i lejligheden på tirsdag.

Læs også 26-årig mand sigtet for brand på Humlum Kro