Tabte sag om oversvømmet kælder

Skive Kommune har fået rettens ord for, at de ikke er skyld i en families ødelagte kælder. Nu må familien selv betale for skaderne.

160212vandproblemer.jpg

Heidi og Michael Hangaard skal selv betale for den oversvømmelse, som ramte deres kælder for snart to år siden. Det har Byretten i Viborg besluttet.

 - Vi var rystet, da vi hørte dommen. Vi mente, at sagen ligger lige til højrebenet. Fejlen var på vejen, og det er kommunens ansvar, siger Michael Hangaard til TV/MIDT-VEST:

Sagen er måske ikke slut

Selvom Skive Kommune fik medhold ved retten, er sagen ikke slut for familien.

 - Det er vores advokat og forsikringsselskab, der nu tager stilling om den skal ankes.

Familiens forsikringsselskab har afvist at betale for skaderne. Selskabet mener, at Skive Kommune er ansvarlig.

 - Hvis sagen ikke bliver anket, og vi får medhold, så må vi selv betale, siger Michael Hangaard.

Kommunen var ansvarlig

Oversvømmelsen skete efter et voldsomt tøvejr for snart to år siden. Her stod vandet en halv meter op i familiens kælder på Lisedahlvej i Skive.

Heidi og Michael Hangaard mente, at Skive Kommune var ansvarlig for oversvømmelsen. De mente, at det var et sunket vandrør fra Skive Kommune, der var årsagen til, at vandet ikke kunne løbe væk. Udbedringen af skaderne løber op i 130.000 kroner.

Børnene sover i stuen

Familiens tre børn havde deres værelser i kælderen indtil oversvømmelsen. Kælderen er stadig ubrugelig efter oversvømmelsen, og derfor sover børnene i køjer i stuen.

 - Det fungerer ikke. Det er ikke økonomisk omkostninger, der præger os. Det er de menneskelige omkostninger, siger Michael Hangaard.