Historisk mange elever i lære: Syv landmænd på venteliste til en elev

For landbrugseleverne er antallet steget med 16 procent.

Afdelingsleder på Morsø Landbrugsskole, Jonas Lundgren Bach Korsgaard (til højre i billedet) sammen med en flok af de landbrugselever, der har fået sig en læreplads.
Afdelingsleder på Morsø Landbrugsskole, Jonas Lundgren Bach Korsgaard (til højre i billedet) sammen med en flok af de landbrugselever, der har fået sig en læreplads.
Foto: EUC Nordvest

Der har været ekstra travlt i administrationen på EUC Nordvest det sidste stykke tid.

- Der er blevet kørt mange kilometer, talt meget i telefon og afholdt mange møder med både elever og virksomheder. Og så er det da utrolig dejligt, når vi nu kan konstatere, at indsatsen har båret frugt.

Sådan lyder det fra Sigurd Skovborg til Limfjord Update. Han er lære- og praktikpladskonsulent ved vejlederteamet Stifinderen.

TV MIDTVEST kunne lørdag fortælle om en landmand, der i halvandet år har ventet på at få en elev.

Så mens det er lykkes rigtig godt for landets erhvervsskoler at skaffe flere praktikpladser, så er situationen nu den, at der er akut mangel på elever i landbruget.

Syv på venteliste

På EUC Nordvest er stigningen for landbrugselever på cirka 16 procent, og de regner med at aftaler fortsætter med at tikke ind, så tallet når op på 25 procent.

Det fastslår afdelingsleder Jonas Lundgren Bach Korsgaard fra Morsø Landbrugsskole.

- Vi står i den situation, at vi pt. har syv landmænd på venteliste til elever. Vi har simpelthen ikke elever nok til at imødekomme den stigende efterspørgsel fra erhvervet. Og det er jo positivt for eleverne, som dermed har det tætteste, man kommer på en praktikpladsgaranti, siger han til Limfjord Update.  

Skolen kæmper fortsat for at rekruttere endnu flere elever.

- Det er alfa og omega, hvis vi skal kunne bibeholde Danmarks absolutte førerposition inden for landbrugserhvervet, siger afdelingslederen.

Lige nu har skolen 623 igangværende aftaler og flere kommer til.

2:06
I nogle brancher skriger skolerne på praktikpladser, men i landbruget er det lige nu omvendt.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST