Syv-årig i spritulykke

Par fra Hvide Sande kørte i grøften påvirket af alkohol eller narkotika. Deres 7-årige barn sad på bagsædet.

Politi_6.jpg

En 41-årig mand og en 38-årig kvinde nåede begge at sidde bag rattet i en stjålet bil, før de blev anholdt. På bagsædet sad deres 7-årige barn.

Med kvinden bag rattet kørte bilen i grøften ved Brejning ved Spjald. Parret fik selv bilen tilbage på vejen og kørte videre, indtil de blev standset af en patrulje tæt ved Videbæk. Bilens usikre kørsel havde fået en anden bilist til at ringe til politiet.

Politiet oplyser at både manden og kvinden, der for nylig er flyttet til Hvide Sande, var påvirket af alkohol eller narkotika under kørslen.

Både manden og kvinden er nu sigtet for brugstyverier og for at køre i påvirket tilstand.

Det syv-årige barn bliver hurtigst muligt anbragt hos en midlertidig plejefamilie.