Syv års fængsel for flere års voldtægt af datter

Retten i Herning idømmer mand fængsel i syv år for mangeårigt seksuelt misbrug af datter og for dødstrusler.

Retten,_Herning, skilt2.jpg

Incest, grov vold og voldtægter. I dag faldt der dom i en særdeles voldsom sag ved retten i Herning. 

En 55-årig mand fra Herning endte med at få syv års fængsel for at have voldtaget sin biologiske datter, fra hun var syv år gammel. 
    
Han truede barnet med, at hun ville blive slået ihjel, hvis hun fortalte nogen om overgrebene.
Datteren er desuden blevet tilkendt erstatning på cirka 130.000 kroner, oplyser retten på sin hjemmeside.
    
Domsmændene og dommeren er blevet overbevist af den "sikre, troværdige og meget troværdige forklaring", som datteren har givet.
    
I perioder tvang han sig til samleje med barnet dagligt.    
I nogle tilfælde pressede han en pude for hendes ansigt, så hun fik besvær med at trække vejret og besvimede.
    
Anklagemyndigheden havde også tiltalt den 55-årige for at have voldtaget sin tidligere ægtefælle og en senere samlever.
    
På disse punkter frifindes manden dog.
    
Til gengæld er der beviser for, at han mishandlede sin tidligere ægtefælle, og at han begik vold mod samleveren.
    
/ritzau/