Syrebombe eksploderet i SFO

En pædagogmedhjælper fra Østbyens SFO i Ikast blev førstegradsforbrændt på hænder og ben, da en syrebombe eksploderede i hænderne på ham.

Politi.dk jakker.jpg

Klokken 15 onsdag eftermiddag eksploderede en syrebombe i en SFO i Ikast. En mandlig pædagogmedhjælper så to unge drenge lege med ting uden for SFO'ens område. De smider en sodavandsflaske ind på pladsen og flygter fra stedet.

Da pædagogmedhjælperen vil samle flasken op eksploderer den i hænderne på ham, og han bliver førstegradsforbrændt på både hænder og ben.

Kemisk forbindelse eksploderer

Syrebomben var en sodavandsflaske, hvori der var puttet afløbsrens og sølvpapirkugler. De to ting danner en kemisk forbindelse, og når der så er skruet låg på flasken, så eksploderer den. Og det var det der skete i dette tilfælde.

Den mandlige pædagog blev kørt på sygehuset, hvor han skal skylles og skylles indtil smerten går væk. Heldigvis kom ingen børn til skade.

- Tænk hvis det var børnene der havde fået det i øjnene eller munden. Det kunne være gået rigtig galt, siger Vagtleder ved Midt- og Vestjyllands Politi, Niels Peter Olesen.

Bomberydderne er normalt med

Midt- og Vestjyllands Politi oplyser, at det normalt er bomberydderne der tager sig af de såkaldte syrebomber. Så det er altså ikke noget at spøge med. Denne gang gik det altså helt galt, inden bomberydderne blev kontaktet.

Unge mænd anholdt

Politiet har nu anholdt to unge mænd, som de mistænker for at stå bag syrebomben. De sidder lige nu på politistationen i Herning, hvor de skal afhøres.