Sygeplejersker advarer mod spareplan

Færre ansatte vil gå ud over patientersikkerheden, siger kredsformanden i Dansk Sygeplejeråd.

Den planlagte spareplan i Region Midtjylland risikerer at få "særdeles alvorlige konsekvenser" for både patienter og personale.

Sådan lyder advarslen fra Dansk Sygeplejeråd, inden politikerne i Region Midtjylland mandag eftermiddag mødes for at forhandle om planen, der lægger op til besparelser på 700 millioner kroner de næste fire år.

- Vi foreslår derfor, at regionspolitikerne og de lokale ledelser nøje skal følge og dokumentere virkningerne - især med henblik på fejl, patientsikkerhed, den faglige kvalitet og de ansattes arbejdsmiljø, siger kredsformand Anja Laursen i en pressemeddelelse.

Akut-biler og klinikker fredet

Regionsrådsformand Bent Hansen har på forhånd aflyst alle forslag om at spare på akutbiler og akutklinikker. Men en række laboratoriefunktioner og patologi på de midt- og vestjyske sygehuse er stadig i spil. Det samme er neuro-rehabliteringen i Skive og Lemvig.

Sygeplejerskerne frygter, at planen under alle omstændigheder vil medføre færre ansatte.

- Vi ved, at det er afgørende for patienternes mulighed for at komme sig over et sygdomsforløb eller lære at mestre kroniske sygdomme, at der er høj faglig kvalitet i den pleje, sygeplejerskerne kan yde. Færre sygeplejersker til at udføre opgaverne vil uanset regionspolitikernes forsikringer om det modsatte få konskvenser for den faglige kvalitet. Det siger selv, siger kredsformanden.