Sygeplejerske i mediestorm: - Det er helt sindssygt

Der har været massiv opmærksomhed omkring en sygeplejerske fra Skive, efter hun valgte at dele sin lønseddel på Facebook.

2:04
Sygeplejerske Rikke Bæk Cramer offentliggjorde sin lønseddel for at skabe debat, men hun er overrasket over, hvor stor en mediestorm det har skabt.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

De sidste par dage har sygeplejerske Rikke Bæk Cramer været mere i medierne, end hun nogensinde havde regnet med.

- Det har været vildt grænseoverskridende. Jeg havde ikke lige forventet, at min lønseddel ville generere så meget opmærksomhed, som den har gjort. Mit ansigt er slået op alverdens steder, og det er helt sindssygt, for jeg er jo bare mig, siger hun.

Opmærksomheden er kommet efter at Rikke Bæk Cramer søndag delte sin lønseddel på Facebook under hashtagget #Sophieslønfest. Det gjorde hun som en reaktion på, at innovationsminister Sophie Løhde (V) har udtalt sig om, at lønstigningerne for offentligt ansatte de seneste år har været for store i forhold til deres privatansatte kolleger.

Et forsøg på at skabe overblik

På Rikke Bæk Cramers lønseddel fremgår det, at hun i sit job som centersygeplejerske på et plejehjem 30 timer om ugen tjener 23.186,92 kroner før skat. Efter skat får hun 15.228,90 kroner udbetalt.

Opslaget er indtil videre blevet delt over 1200 gange, og det tolker Rikke Bæk Cramer som en succes.

- Folk har jo åbenbart syntes, at jeg har haft en pointe. Så er det op til dem, om den er god eller dårlig, men i hvert fald har der været en idé i at gøre, som jeg har gjort, siger hun.

Ifølge hende selv var hendes hensigt hverken at give udtryk for, at hun tjener for meget eller for lidt, men simpelthen at skabe en større gennemsigtighed omkring fakta i løndebatten.

- På Facebook synes jeg overvejende, der er mange positive tilkendegivelser. Både fra folk inden for den offentlige sektor, men også fra folk udenfor, som på den ene eller anden måde forholder sig til, at jeg prøver at skabe overblik og gennemsigtighed omkring vores løn, siger Rikke Bæk Cramer.