Sygehuset i Thisted får ny opgave

Regionshospitalet i Thisted skal aflaste hospitalet i Frederikshavn på neuro-rehabiliteringen og får i løbet af sommeren flere sengepladser.

I løbet af sommeren får neuro-rehabiliteringen i Thisted endnu flere sengepladser.
I løbet af sommeren får neuro-rehabiliteringen i Thisted endnu flere sengepladser.

En ny opgave luner på det ellers trængte Regionshospital Nordjylland i Thisted. Sygehuset, som både slås med lægemangel og lukning af flere afdelinger, skal hjælpe neuro-rehabiliteringerne på Regionshospitalerne i Brønderslev og Frederikshavn. Her er der nemlig ekstra travlt i øjeblikket.

Konkret betyder det næsten en tredobling af sengepladserne siden foråret. Her havde sygehuset fem sengepladser. Nu kommer man op på 14.

Det oplyser klinikchef Grethe Kirk, Fællesklinik Thisted på Regionshospital Nordjylland, i en pressemeddelelse.

Løbende udvidelse
Hospitalet indviede i marts i Thisted et nyt medicinsk sengeafsnit, som udvidede antallet af sengepladser til neuro-rehabilitering fra fem til 11. Men fra 4. juli skal hospitalet, på grund af presset på de øvrige sygehuse, huse yderligere tre-fire neurorehabiliterings-patienter.

- Det sker efter forespørgsel fra vores gode kolleger i hospitalets Neuroenhed Nord, der har til huse på hospitalet i Brønderslev og Frederikshavn. De har ønsket aflastning oven på en længere periode med meget høj aktivitet i særligt Frederikshavn, og vi er selvfølgelig glade for, at vi kan hjælpe hinanden, når man er presset det ene sted, fortæller klinikchef Grethe Kirk.

Taknemlig for hjælpen
Markus Brasholt, der er leder af Neuroenhed Nord, er taknemmelig for bistanden fra Thisted.

-Det er en af fordelene ved at vi med fusionen af Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy-Mors er blevet til Regionshospital Nordjylland. Vi er så store og har så stærke rammer, at vi kan være fleksible og bistå hinanden, når der er brug for det. Og vores kolleger i Thisted har ekspertisen og musklerne til at løfte opgaven, konstaterer han. 

Foreløbig skal hospitalet i Thisted hjælpe med de nye fire ekstra sengepladser i seks uger.

Regionshospital Nordjylland har matrikler i Hjørring, Thisted, Frederikshavn, Brønderslev og Skagen.