Sygehuse tabere i ambulance-spillet

Det bliver sygehusene, der skal finansiere merprisen for at få Falck til at køre ambulancekørsel i stedet for den langt billigere Samariten.

Regionshospitalet_Holstebro_ext_2.jpg

Det vil koste cirka 10 millioner ekstra om året at Falck nu skal rykke ud med ambulancerne i Viborg, Skive, Silkeborg - og i Århus - de næste fire år i stedet for svenske Samariten. Og ifølge Radioavisen forudser Bent Hansen, formand for Danske Regioner, at det bliver sygehusene, der kommer til at betale merudgiften for ambulancekørslen.

 - De medicinske afdelinger har været udsat for mange besparelser, og der er nu pres på belægningen. Jeg har svært ved at se, hvor pengene skal tages, men findes, det skal de, siger Bent Hansen til DR.

I Hovedstaden er Københavns Brandvæsen den mest sandsynlige overtager, hvis aftalen med Samariten falder senere i dag, mens Falck står på spring på Sjælland.