Sygehusbyggeri: Computerspil skal modvirke arbejdsulykker

Et 3D-computerspil skal være med til at holde antallet af arbejdsulykker under opførslen af det nye Supersygehus i Gødstrup på et minimum.

På byggepladsen for det nye Supersygehus ved Gødstrup tager de en helt ny sikkerhedsintroduktion i brug. De i alt 5000 medarbejdere, der vil få adgang til byggepladsen, skal igennem et interaktivt 3D-computerspil, før de bliver lukket ind blandt mursten og maskiner.

Den nye og moderne sikkerhedsintroduktion skal hjælpe med til at holde antallet af arbejdsulykker nede - altså ulykker med mere end tre ugers efterfølgende fravær. 

- De ansatte får lov til at træne en virtuel udgave af byggepladsen, så de ved, hvad det er for nogle situationer, de kommer til at stå i ude på byggepladsen, siger Åge Staghøj,  der er spiludvikler og arbejdsmiljøchef ved Rambøll.   

Med i alt 5.000 medarbejdere fra start til slut er byggeriet af supersygehuset det største byggeri i Midt- og Vestjylland. Der er farlige højder, store kraner og kæmpe maskiner. En forkert bevægelse eller et uopmærksomt øjeblik kan være forskellen på liv eller død. 

Fakta om computerspillet

- I spillet føres medarbejdere igennem en række opgaver i sikkerhed på byggepladsen som en sikkerhedsintroduktion
- Opgaverne er tilpasset den rolle, den enkelte medarbejder har
- 5000 medarbejdere får adgang til byggepladsen, men de skal alle igennem 3D-spillet først
- Simulatoren opdateres to gange årlig, så sikkerhedsintroduktionen svarer til det fremskredne projekt
- Det er første gang en interaktiv sikkerhedsintroduktion bliver anvendt i et dansk byggeprojekt 

Om computerspillet gør en forskel, er der dog delte meninger om:

- Det fungerer meget fint, og det er en god måde at få en sikkerhedsintroduktion på, siger byggeleder Jacob Leergaard.

- For mig har den ikke hjulpet noget. Jeg er min egen sikkerhedsmand, siger maskinfører Hans Søe.

Målet at holde antallet af alvorlige arbejdsulykker på den giganstiske byggeplads nede på nul. Det er indtil videre lykkedes - også for små arbejdsulykker.

- Vi kan se nu, at vi stadigvæk holder os på under halvdelen af de ulykker, der normalt er i byggebranchen. Det er vi glade for, siger Åge Staghøj, spiludvikler og arbejdsmiljøchef ved Rambøll. 

Computerspillet fik i 2009 Undervisningsministeriets e-lærdingspris.