Sygehus skiller sig af med kritiseret læge

Sygehus skiller sig af med kritiseret læge

En kritiseret læge fratræder sin stilling, en anden har sagt op mens en tredie kritiseret læge fortsætter efter interne undersøgelser.

Den læge, som i offentligheden har været kritiseret for at have fejlbehandlet patienter og dermed sat patientsikkerheden over styr, er ikke længere ansat på Sygehus Thy Mors. Det skriver Region Nordjylland i dag i en pressemeddelelse.

Lægen har været frataget patientkontakt mens undersøgelserne af sagen har stået på, men nu er han altså også officielt fratrådt.

- Vi vurderer, ud fra det undersøgelsesgrundlag, som vi har set, at han ikke længere skal være ansat hos os, da patientsikkerheden går forud for alt, siger Henrik Larsen, direktør på Sygehus Thy Mors, i pressemeddelelsen.

Tre læger undersøgt

Da sagen kom i medierne 10. maj, blev Sygehus Thy Mors kritiseret for at anvende ikke-kvalificerede læger og dermed skabe fare for patientsikkerheden. I alt blev der rejst kritik af tre læger ansat på Kirurgisk Afdeling, efter flere sager med fejlbehandling. Ifølge pressemeddelelsen fratog sygehusledelsen de tre læger patientkontakten, mens undersøgelsen af deres kompetencer og kvalifikationer stod på.

En af de tre læger sagde op, samtidig med at undersøgelsen blev sat igang og han er derfor heller ikke længere ansat i Region Nordjylland.

Den tredje læge er også undersøgt nærmere og han fortsætter sin ansættelse på Sygehus Thy Mors.

- Ud fra undersøgelsesmaterialet har vi intet at kritisere fagligt i forhold til denne læge. Vi forholder os til dansk lovgivning og set i sammenhæng til den, er der ikke noget at anfægte den pågældende læge for. Derfor fortsætter han sit virke hos os, siger Henrik Larsen som mener at patienter trygt kan lade sig indlægge.

Bekymrede patienter kan kontakte sygehuset

Sygehusledelsen har besluttet at oprette et telefonnummer og en mailadresse, som eventuelle bekymrede patienter kan benytte sig af, hvis de har været i behandling på Kirurgisk Afdeling. Samtidig vil regionen sende informationsmail til de praktiserende læger, hvoraf det fremgår, at der er taget disse initiativer i forhold til bekymrede patienter.

- Vi kan tilbyde patienten en vurdering, hvis patienten mener, at der er foregået fejl. Ud over at få sin sag vurderet hos os, kan patienten også få vejledning omkring klage- og erstatningsspørgsmål, siger Henrik Larsen.

Telefonnummer og mailadresse

Bekymrede patienter kan kontakte Sygehus Thy Mors på telefonnummer 97 65 04 04 på hverdage, i tidsrummet kl. 8-10 samt kl. 13-15, samt på mailadressen stmborgertelefon@rn.dk

Telefonnummer og mailadresse er aktive fra onsdag den 10. maj kl. 13.

01:54 Luk video