Svømmetalent fra Mors har succes ved NM

15-årige Katrine Bukh Villesen triumferede allerede på første dag under NM i Norge med to medaljer.

svoemning_banetov_colourbox.jpg
Foto: Colourbox

Hun er kun 15 år men er allerede i gang med at markere sig ved stævner i udlandet.

På førstedagen ved NM i svømning i Bergen vandt Katrine Bukh Villesen fredag guld på 200 meter medley, skriver Nordjyske.dk. Tiden var så flot at den rakte til en fjerdeplads blandt seniorerne.

På førstedagen blev det også til bronze i 200 meter fri. I begge discipliner blev det til nye personlige rekorder.

Lørdag aften svømmer den unge morsingbo, der til dagligt svømmer for Thisted Svømmeklub, finale i 400 meter medley. Da hun kvalificerede sig til finalen, svømmede hun markant hurtigst blandt såvel juniorer som seniorer, oplyser Nordjyske.dk.