Svinetransport til Østeuropa øger risiko for svinepest

DTU-ekspert påpeger at øget eksport af smågrise til Østeuropa også øger risikoen for den frygtede svinepest.

Svinepest.jpg
Foto: Arkiv

Landbruget frygter svinepesten. Alligevel er svineproducenterne med til at øge risikoen for, at sygdommen spredes til Danmark. Det fastslår en specialist i svinepest, skriver DR P4 Midt Vest.

Anette Bøtner er souschef på DTU Veterinærinstituttets sektion for virologi. Hun var i sidste uge med til at analysere prøverne fra det syge svin, der lukkede slagteriet i Herning på grund af frygt for svinepest.

- Det var falsk alarm, men landbrugets voksende eksport af smågrise til Østeuropa øger risikoen for smittespredning. Med transporterne af smågrise risikerer man at skabe direkte kontakt mellem smittede besætninger og danske svin, siger Anette Bøtner til DR Midt & Vest.

Ingen udsigt til mindre eksport

Ifølge svineproducenternes landsformand Henrik Mortensen, så har landmændene imidlertid ikke andre muligheder end at løbe risikoen. Det er smågriseeksporten, der kan tjenes penge på, siger han.

- Der eksporteres 10 millioner smågrise, fordi det giver en bedre pris end at fede dem op som slagtesvin hjemme i Danmark. Det er der desværre ingen udsigt til, at der bliver lavet om på, siger Henrik Mortensen. - Men det ville da helt klart være bedre, hvis det kunne betale sig at holde dem hjemme. Både af hensyn til smitterisikoen og af hensyn til danske arbejdspladser på slagterierne, siger han. Fødevaremyndighederne har i år indført skærpede regler for rengøring af lastbilerne, når svinetransporterne til Østeuropa vender hjem til Danmark.