Svineproducent fik nej til at skyde måger

Økologiske svineproducenter frygter, at mågerne kan overføre sygdomme.

Foto: Arkiv

Danmarks største økologiske svineproducent, Bertel Hestbjerg fra Nr. Felding ved Holstebro, er så plaget af måger på sine marker, at han har søgt om at få lov til at skyde dem. 

Det oplyser P4 Midt & Vest.

Hestbjerg fortæller, at mågerne kan æde op til 500 kilo foder om dagen, hvilket svarer til 1500 kroner. Samtidig frygter de økologiske svineproducenter, at mågerne kan overføre sygdomme - specielt tarmlidelsen dysenteri.

Flere steder i byerne gives der dispensation til at skyde mågerne, som ellers er fredede - blandt andet hvis de forstyrrer folks nattesøvn. Men Naturstyrelsen har sagt nej til Hestbjergs ansøgning. 

- Medmindre der er et aktuelt udbrud i besætningen eller i en nærliggende besætning, er der ikke nogen risiko for, at vilde fugle kan smitte, siger forstfuldmægtig Jacob Friis til P4 Midt & Vest.