Svinepest: Opretholder mistanken

Fødevarestyrelsen kan endnu ikke sige, om slagteriet i Herning og en besætning ved Skjern er ramt af svinepest. Svaret kommer fredag formiddag. Indtil da er de ansatte fyret.

Fødevarestyrelsen har onsdag eftermiddag valgt at opretholde lukningen af Danish Crowns slagteri i Herning.

Slagteriet er lukket på grund af mistanke om svinepest i en gris, der onsdag morgen blev fundet død i slagteriets stald. Om der er tale om den frygtede sygdom vides endnu ikke - det skal yderligere undersøgelser nu klarlægge.

Den døde gris kom fra en besætning ved Skjern, og Fødevarestyrelsens eksperter har både undersøgt besætningen og slagteriet, og der er taget prøvet, som nu skal undersøges på DTU´s veterinærinstitut på Lindholm. Resultatet ventes fredag formiddag.

Afrikansk svinepest i Polen

- Jeg vil vurdere sandsynligheden for, at der er tale om svinepest for at være lille. Men der er en sandsynlighed, og der er også en styrket sandsynlighed, fordi vi inden for kort tid har haft afrikansk svinepest i Polen i nogle vildsvin, og der er jo svinepest flere steder rundt omkring i verden, siger souschef Majbritt Birkmose fra Veterinær Nord, Fødevarestyrelsen.

Danish Crown slagter omkring 31.000 svin om ugen i Herning.

De 700 ansatte på slagteriet er nu afskediget i to døgn, indtil situationen bliver afklaret. Det er force majeure, oplyser pressechef Jens Hansen.

Alle medarbejdere og fragtbiler fik i øvrigt besked på at blive på slagteriet, da den døde gris blev fundet - men flere medarbejdere har fået lov til at forlade slagteriet i løbet af dagen.

- Der er allerede flere, der har forladt slagteriet, fordi de har haft private aftaler. De har gennemgået Fødevarestyrelsens proces for vaskning i formiddags, siger pressechef i Danish Crown Jens Hansen til Ritzau.

- Der er ikke nogen, der skal sove på slagteriet, det tør jeg godt garantere.

 

Souschef Majbritt Birkmose fra Veterinær Nord, Fødevarestyrelsen, forklarer her, hvorfor man opretholder lukningen af slagteriet i Herning:

02:29 Luk video

 

02:33 Luk video