Svine-eksport i fare

Tican risikerer udelukkelse fra Rusland

060709Tican.jpg

Slagteriet Tican i Thisted risikerer igen at blive udelukket fra eksport af svinekød til det russiske marked. Sidst det skete, betød det et tab på mellem 10 og 15 millioner kroner.

Årsagen er, at de russiske myndigheder hævder at have fundet rester af antibiotika i kød fra Tican. Det betyder, at kød fra slagteriet nu er sat under skærpet tilsyn.

Direktør Ove Thejls fra Tican siger, at de koncentrationer af antibiotika, som russerne har fundet, ligger langt under EUs grænseværdier. Tican er i øvrigt ikke den eneste virksomhed, der er kommet under opsyn.

Tican var sidste år udelukket fra det russiske marked fra 1. maj til nytår. Siden har slagteriet flyttet en stor del af sin eksport væk fra det russiske marked.