Svindler-netværk har snydt lokale dagblade

International svindler-netværk har snydt danske bladhuse for flere hundredetusinder kroner. Penge de ikke får tilbage.

chefsvindel.jpg
Foto: Kim Kvist, TV MIDTVEST

Et internationalt svindler-netværk, som har snydt danske jobsøgere gennem falske jobannoncer, har også bedraget en række danske bladhuse. Flere er her fra landsdelen.  

Det skriver Ekstra Bladet onsdag.
    
Svindel-netværket har i løbet af sommeren forsøgt at fuske sig til tusinder af kroner ved at få jobsøgende danskere til at indløse falske checks og efterfølgende sende pengene til udlandet via pengeoverførselsfirmaet Western Union.
    
I forbindelse med svindelnummeret er det lykkedes for netværket at stjæle identiteten på den københavnske forretningsmand Jesper Wille og bestilt jobannoncer for flere hundredtusinder kroner i hans navn. De penge må bladhusene nu vinke farvel til.
    
Her fra landsdelen gælder det Viborg Stift Folketidende, JobMidtVest, Lokalavisen Lemvig, Ugeavisen Struer, Vinderup Avis og Holstebro Onsdag. 
    
Også JP Politikens hus er blevet ført bag lyset. Ved at købe en såkaldt mediepakke fik svindlerne på en gang adgang til koncernens online job-medie, Jobzonen, samt mediernes web-udgaver jp.dk, eb.dk, pol.dk, mx.dk og MediaWatch.
    
 Jesper Wille har anmeldt identitetstyveriet til politiet og forventer ikke, at jobannoncerne vil få økonomiske konsekvenser for ham. Han undrer sig i dag lidt over, at svindlerne ikke er blevet opdaget.
    
- Når man se på, hvordan de har kommunikeret med annonceafdelingerne, er det lidt mærkeligt, at man ikke har været mere skeptisk.
    
De falske jobannoncer bliver lige nu efterforsket af politiet i Midt- og Vestjylland, Københavns Vestegn, Bornholm og i Afdelingen for Økonomisk Kriminalitet i Københavns Politi.

/ritzau