Blodtappersagen: Familien fortæller, de advarede kommunen i 2014

Et familiemedlem fortæller nu, at de allerede luftede en mistanke overfor kommunen i 2014. Kommunen genkender ikke kritikken.

Ifølge et vidne modtog kommunen en indberetning allerede i 2014.
Ifølge et vidne modtog kommunen en indberetning allerede i 2014.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Allerede i 2014 blev Ringkøbing-Skjern Kommune underrettet om, at en mor fra Skjern muligvis led af Münchhausen by proxy.

Det siger svigerinden til den 36-årige sygeplejerskeuddannede mor, der ved Retten i Herning er tiltalt for at have udsat sin søn for mishandling ved systematisk blodtapning.

Der var tale om en anonym underretning, forklarer svigerinden.

- Det var min mand, der ringede til kommunen anonymt. Vi var bekymrede for, at kvindens børn ikke fik den rette næring.

- Vi var bange for, at der blev gjort skade på børnene. Min mand nævner specifikt, at vi mistænker kvinden for at lide af Münchhausen by proxy, fortæller hun i retten.

Kommunen fortæller overfor TV MIDTVEST, at de ikke kender til en sådan indberetning.

- Vi kan ikke se i vores system, at der er nogen underretninger. Og vi er gået både nogle måneder frem og tilbage i forhold til august 2014, fortæller fagchef for Børn og Unge i Ringkøbing-Skjern Kommune, Claus Friis Lange.

Anonym indberetning

Underretningen blev givet anonymt. Manden gav sig altså ikke til kende med sit navn.

- Vi var bange for, at hvis vi ikke gjorde det anonymt, så kunne vi lave skade i familien på en måde, der ville betyde, at vi ikke ville hjælpe de her børn, siger kvinden i retten.

Men Ringkøbing-Skjern Kommune vendte ikke tilbage, fortæller hun.

- Vi hørte ikke mere fra kommunen. Vi regnede med, at de tog over og undersøgte sagen. Og når vi ikke hørte mere, så var det, fordi der ikke var noget om snakken, fortæller kvinden.

Først i sommeren 2017 opstår der mistanke hos lægerne på Aarhus Universitetshospital om, at moren kan være skyld i drengens alvorlige blodmangel.

Det fører til, at Midt- og Vestjyllands Politi etablerer videoovervågning af kvindens hjem.

25. september 2017 bliver kvinden anholdt i sit hjem, kort efter at hun har tappet blod fra sin søn for sidste gang.

Ringkøbing-Skjern Kommune forklarer overfor TV MIDTVEST, at de ikke kender til indberetningen. Læs svaret her.

Opdatering

Opdateringer

  • Svar fra kommunen skrevet ind.
10:42
En mor fra Skjern er anklaget for at tappe sit eget barn for blod gennem adskillige år. På grund af drengens lave blodprocent troede lægerne, at han var alvorligt syg.