Sviatchenko: Jeg skal til udlandet

Erik Sviatchenko ser ikke længere FC København som en attraktiv mulighed. Udlandet bliver næste skridt.

230315_Sviatchenko.jpg

Superligaens førerhold FC Midtjylland er større end FC København lige nu. Derfor er FC København ikke længere attraktiv, når FC Midtjyllands nyudklækkede A-landsholdsspiller Erik Sviatchenko på et tidspunkt skal skifte klub.

- Sidste sommer så jeg FCK som en god mulighed. Men i og med FCM har udviklet sig så drastisk, skal næste skridt være en udenlandsk klub, siger Sviatchenko.

Han var tæt på at skifte til Karpaty Lviv i sommeren 2012, og sidste sommer var FCK så ude med snøren.

- Det har været med til at modne mig at opleve hele den virak, der er omkring et muligt klubskifte. Det er ikke alle, der får lov at opleve det som 19-årig, men det gjorde jeg. Fodboldmæssigt gik det dårligt lige efter, men jeg hev mig selv op.

- Så havde jeg FCK-gaten, som man kalder det. Det var også med til at modne mig. Jeg kom meget stærkere ud af det.

Han har dog ikke travlt med at komme til udlandet. Først skal mesterskabet sikres med FCM, og dernæst venter kvalifikationskampe til Champions League.

- Bliver det ikke til sommer, så bliver det måske til vinter eller næste sommer. Så har jeg spillet 150-175 superligakampe og vil være endnu mere klar til et skifte, forklarer Sviatchenko.

Søndag skal FCM forsøge at tage endnu et skridt mod DM-guldet i udekampen mod Esbjerg. Forspringet til nummer to, FC København, er på 11 point.

/ritzau/