Svensk landsholdsspiller til FCM

Svensk landsholdsspiller til FCM

Den stærke svenske bagspiller Sabina Jacobsen forlader Randers til fordel for FCM.

FC Midtjylland forstærker fra næste sæson truppen med den svenske landsholdsanfører Sabina Jacobsen fra Randers HK.

Den 25-årige bagspiller har skrevet en treårig kontrakt med de danske mestre, og cheftræner Helle Thomsen er begejstret over, at det er lykkedes at hente den stærke svensker.

- Sabina er en klassespiller, som kan bruges i alle spillets faser. Hun er stærk defensivt, hvor hun kan dække flere positioner og forsvarssystemer, og i angrebet kan hun spille alle tre bagspilspladser. Hun er en fighter og en spiller med en god indstilling, siger Helle Thomsen i en pressemeddelelse.

Sabina Jacobsen er lige nu i gang med genoptræningen efter en korsbåndsskade, men ventes helt klar til den nye sæson.

FC Midtjylland siger efter denne sæson farvel til profiler som Lærke Møller og Trine Troelsen, og klubben har derfor i længere tid været på jagt efter en ny bagsspiller.

FCM stod indtil for nylig på håndboldforbundets sorte liste over klubber, der ikke må skrive nye kontrakter på grund af dårlig økonomi, men nu opfylder klubben igen kapitalkravene.