Svends 8. maraton i sand: Den hev virkelig tænder ud

Den 19. udgave af North Sea Beach Marathon blev en særlig hård en af slagsen.

2:00

Svend Dalgaard fra Ringkøbing har løbet omkring 40 maraton i sit liv. Og i dag var 8. gang han tog de godt 42 kilometer op og ned ad vestkysten.

- Den var lige som frygtet desværre. Den hev virkelig tænder ud, fortæller Svend Dalgaard efter han er kommet i mål.

Og løbet der foregår i sandet langs kysten er noget helt særligt. Også selv om Svend Dalgaard efterhånden er en rutineret strandløber.

- Der er jo ikke noget med at sætte rekorder her ude. Det afhænger af vind og vejr, så det er et spørgsmål om at gennemføre i min verden.

Start og mål var i Hvide Sande. Selve løbet er arrangeret af DGI Vestjylland, Ringkøbing Atletik og Motion, Hvide Sande KFUM og den lokale turistforening.

Konkurrence fra andre løb

Selv om maratonløbet i sand er populært, så blev det ikke til deltagerrekord i år.

- Vi oplever, at der er konkurrence fra andre løb. I år er der i Esbjerg og Aarhus. Normalt har det været det eneste løb, der lå på den her dag, fortæller Lei Iben Raunow Andersen, der er medarrangør af North Sea Beach Marathon. 

I dag blæste det omkring 10 sekundmeter langs vestkysten. Det var godt i medvind, men hjemturen foregik så i stedet i modvind.

- Det bliver hårdt. Ingen tvivl om det. Det bliver rigtigt hårdt, sagde Svend Dalgaard til TV MIDTVEST's reporter ude fra ruten.

Den rutinerede løber brugte 3 timer og 47 minutter på de 42 kilometer i strandsand og kraftig modvind på halvdelen af ruten.

30 sekunder hurtigere, så var han blevet nummer to.