Svalastog til FCM

FCM har de næste to år sikret sig en ny spiller til stregen.

LouiseSvalastog.jpg

Louise Svalastog Spellerberg gør klar til et comeback i det midtjyske denne sæson. Stregspilleren, der tidligere har optrådt en enkelt sæson for Ikast-Brande EH, har nemlig netop underskrevet en to-årig kontrakt med FCM. Louise Svalastog har desuden spillet for KIF Kolding og senest for KIF Vejen.

Stregspilleren håber, hun også kan bruge skiftet til at tilkæmpe sig en fast plads på landsholdet.

- Målet er at komme med til VM i Brasilien og OL i London, siger hun i dag i en pressemeddelelse.

Behov for hendes erfaring

På kort sigt er Louise Svalastog dog i første omgang draget med den nye klub til en træningsturnering i Tyskland. Klubben selv håber, den nye spiller vil udfylde det erfaringsmæssige tomrum, der opstod, da Isabel Blanco rejste fra holdet.

- Med Louise får vi endnu en stor profil, der er inde omkring det danske landshold. Samtidig har hun en erfaring, som vores unge spillere kan drage stor nytte af. Isabel Blanco efterlod et stort tomrum, og det skal Louise nu være med til at fylde ud, uddyber sportschef Hans Peter Riis.

Louise Svalastog Spellerberg er 28 år gammel og har indtil nu spillet 19 landskampe.