Svært at sælge grise opdrættet uden antibiotika

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

Svært at sælge grise opdrættet uden antibiotika

Slagterierne oplever ikke den store efterspørgsel på specialkødet. En landmand fra Mors er dog stadig glad for at være med i ordningen.

Mange forbrugere har flere gange efterlyst kød fra svin, der er opdrættet uden brug af antibiotika. Men i virkeligheden har slagterierne svært ved at sælge kødet fra den forsøgsordning, der netop bygger på en svineproduktion uden antibiotika.

Det skriver Landbrugsavisen.

Både Danish Crown og Tican i Thisted er med OUA-ordningen. OUA står for opdrættet uden antibiotika. Danish Crown sælger i øjeblikket kun kødet til eksport, og hos Tican fortæller direktør Ove Thejls også, at det er svært at få salget til at stige.

- VI fornemmer ikke en stor efterspørgsel på specialkødet på det danske marked. Vi vurderer på det løbende, så længe vi kan afsætte de grise, vi har, siger han til Landbrugsavisen.

Grisene er sunde og raske

Kirsten Dal fra Jørsby på Mors er en af de landmænd, der er med i ordningen. 

- Det fungerer fint. Grisene er sunde og raske, men det kræver meget ekstra arbejde uden antibiotika, og jeg er ked af, at de har problemer med at afsætte kødet, siger hun til tvmidtvest.dk.

Danish Crown har flere gange sænket den pris, som landmændene får for kødet, og landmanden fra Mors konstaterer, at det nu er på grænsen af at være rentabelt.

- Men vi synes så godt om projektet, at vi fortsætter, siger hun.

Når man gerne vil undgå antibiotika i svineproduktionen skyldes det blandt andet frygten for resistente baktier, der ikke kan bekæmpes med antibiotika.

02:06

TV MIDTVEST sendte i oktober 2016 dette indslag om svineproduktion uden antibiotika.

Luk video