Ulrik Wilbek: Svært at give slip

Ikke meget har overrasket Ulrik Wilbek i jobbet som borgmester. Men venstrepolitikeren indrømmer, at der er ting, han har det svært med.

27:38

Ulrik Wilbek er 60 år og har været borgmester i Viborg Kommune i et år. Han har en velkendt fortid i håndboldens verden, men også i kommunalpolitik. Fra 1998 til 2002 var Ulrik Wilbek byrådsmedlem og formand for Socialudvalget.

Ved årsskiftet kunne Ulrik Wilbek sætte flueben ved sit første år som borgmester i Viborg Kommune - et år fyldt med nye arbejdsopgaver.

Ulrik Wilbek siger, at der ikke har været egentlige overraskelser ved jobbet som borgmester. Men han har skullet lære at leve med ikke altid at kunne gå i detaljer. Ofte i sit første arbejdsår på rådhuset har den 60-årige venstremand haft svært ved at lægge sager fra sig.

- Det der med at skulle give slip på det rigtig tidspunkt. Men så alligevel huske at følge op - fordi er der nu nogle, der følger op? For den enkelte er det jo den største sag, den man er involveret i. Det, synes jeg, nogle gange er lidt følelsesmæssigt hårdt, forklarer Ulrik Wilbek.

- Man kan jo have 10 møder på en dag. Man kan have en borger, som er rigtig ked af et eller andet. Der kan være borgere, som er sure. Og det der med at skulle lægge tingene fra sig og gå videre til de næste. Det kan meget nemt blive for kynisk i mit hoved i hvert fald, siger borgmesteren i Viborg.

Fakta om Ulrik Wilbek

  • Født 13. april 1958 i Tunis i Tunesien.
  • Borgmester i Viborg Kommune siden januar 2018, valgt for Venstre.
  • Medlem af byrådet i Viborg Kommune siden januar 2018. Var byrådsmedlem i Viborg kommune også fra 1998 til 2002, hvor han var socialudvalgsformand.
  • Uddannet folkeskolelærer.
  • Har haft en lang karriere i dansk håndbold, hvor han i flere omgange har været træner i Viborg HK. Han har både været dame- og herrelandsholdstræner. Fra 2012-2016 var han sportschef i Dansk Håndbold Forbund.
  • Blev kåret til verdens bedste træner i herrehåndbold af det internationale håndboldforbund (IHF) i 2012.
  • Modtog Ridderkorset af Dannebrogordenen i 2010.

 

Se mere

Ny styreform

For Ulrik Wilbek har det første år i hjørnekontoret på rådhuset i Viborg budt på lange arbejdsdage. Han har skullet lære sit nye job at kende. Og så har han sammen med sine byrådskolleger lavet om og vendt ting på hovedet. Med Ulrik Wilbek, som kommunens nye førstemand har en ny 'styringsmodel' set dagens lys.

- Lige gyldigt, hvor meget man har arbejdet på tværs, så har politikkerne stået i vejen. Fordi man inden for hvert område har haft nogle politikker, man skulle følge. Og så er det ikke de samme politikker, man har haft på andre områder. Derfor har vi lavet fem forskellige temaer i stedet for.

Læs også Ulrik Wilbek laver bred konstituering

- Alt, hvad vi nu gør, det er tværgående, sådan så borgerne ikke oplever, "nej, nu støder vi imod noget, hvor vi skal hen til nogle andre", fortæller Venstre-borgmesteren.

Ulrik Wilbek forklarer i den forbindelse, at borgmester, det er ikke noget, man er alene. Han føler opbakning og er blevet klar over, hvilket sammenhold og gå-på-mod, der også kan være i en byrådssal.

- Jeg synes, det har været fantastisk spændende at arbejde med byrådet. Sjældent har jeg mødt 31 mennesker, der så gerne vil Viborg Kommune - der så gerne vil med, understreger Ulrik Wilbek

Vil gerne genvælges, men

Kalenderen siger 2019, og der er nu mindre end tre år til næste kommunalvalg. Ulrik Wilbek forklarer, at nu synes han, at han kender det kommunalpolitiske årshjul. Hvis vælgerne vil, har han mod på at blive genvalgt som borgmester i 2021. Wilbek siger, han er næsten sikker på han genopstiller.

- Det tror jeg da, jeg gør. Hvis det kommer til at gå fornuftigt. Men jeg skal jo vælges af Venstres medlemmer i forhold til at blive spidskandidat igen, siger Ulrik Wilbek.

Men der er et men. For nok har venstremanden, der ved kommunalvalget i 2017 fik mere end 7500 personlige stemmer, mod på endnu fire år i borgmesterstolen - men derefter må det være nok.

- Jeg synes jo, to perioder vil være helt perfekt. Det vil jeg gerne, men så tror jeg også, det er det.

04:29

Ulrik Wilbek indhenter massiv støtte fra sine jyske borgmester-kolleger til kravet om en ny midtjysk motorvej.

Luk video

Faktisk mener Ulrik Wilbek, at det kommunale Danmark med fordel kunne skele til USA, hvor præsidenter kan sidde i maks otte år. Efter to år kan der være brug for nye kræfter, vurderer Viborg-borgmesteren.

Hører jeg dig sige, at du synes, der burde være et maks på to perioder?

- Det ved jeg ikke, om du hører mig sige. For der er jo nogle, der gør det rigtig godt i længere tid. Det gør min gode kollega Lars Krarup for eksempel.

- Men jeg kan nok ikke selv forestille mig at sidde i hverken 12 eller 16 år. Men to perioder kan jeg forestille mig, hvis vælgerne vil, fastslår Ulrik Wilbek. 

Ulrik Wilbek er gæst i interview-serien 'Mød Borgmesteren', hvor landsdelens politiske førstemænd og -kvinder i studiet på TV MIDTVEST fortæller om, hvilke udfordringer der for dem ligger i at sidde for bordenden i en kommune.