Svært at finde vej til Jenle

Jeppe Aakjær-museet taber omsætning, fordi det ikke må sætte et skilt op i rundkørsel i Skive.

Stramme skilteregler er med til at gøre livet svært for flere af de midt- og vestjyske turistattraktioner.

Det ved de alt om på Jeppe Aakjær-museet, der er indrettet i digterens hjem Jenle i det østlige Salling.

Jenle vil gerne have et skilt i en af de store rundkørsler i Skive, så turisterne lettere kan finde ud til museet. Men reglerne siger, at sådan et skilt skal placeres på den nærmeste nummererede vej - og i Jenles tilfælde vil det sige en vej, der ikke byder på ret meget trafik.

- Det betyder ganske enkelt, at gæsterne ikke kan finde herned, og så taber vi omsætning, siger formanden for Aakjærselskabet, Henning Linderoth.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Karin Gaardsted har forståelse for Jenles situation - men vil ikke love at hjælpe.

- Vi skal passe på, at vi ikke får en skilteskov langs vores veje, siger Karin Gaardsted.

01:40 Luk video