Susanne vinder guld ved para-EM i dressur

Hele to medaljer - så godt gik det dressurrytter Susanne Jensby Sunesen fra Hundborg ved det netop overståede para-EM i Sverige.

Foto: Mikael Andersen, TV MIDTVEST

Susanne Jensby Sunesen har på trods af at være delvist lammet netop vundet guld ved para-EM i dressur. Derfor var det en glad rytter, der i dag vendte hjem til sportsrideklubben Thisted, hvor hun blev mødt af et kæmpe bifald fra klubkammeraterne.

- Jeg bliver da virkelig rørt og virkelig glad, siger Susanne Sunesen med et stort smil. 

I 2006 ændrede livet sig for Susanne Sunesen, da en halmballe faldt ned over hende, og hun brækkede ryggen. Men den dedikerede rytter kæmpede sig tilbage i sadlen og har de seneste år markeret sig internationalt - sidste år med sølv ved de para-olympiske lege.

Den her gang - ved Europamesterskaberne - blev det til både hold-sølv og individuelt guld til Susanne Sunesen. Og det gør både hende selv og alle i klubben utroligt stolte.

- Når man har mødt Susanne en gang, så falder man til ro. Hun giver ro, og hun giver støtte, og det er uanset om man er stort eller lille og om man er dygtig eller nybegynder, siger Tanja Kusk Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Sportsrideklubben Thisted.

- Det giver jo genlyd over hele området, men det giver også genlyd langt ud over vores egen kommunegrænse, siger borgmester Lene Kjelgaard Jensen (C).

Og nu bliver der set ekstra meget op til dressur-rytteren fra de yngste ryttere.

- Jeg synes, at det er ret vildt, at min ridelærer har vundet EM - det synes jeg er meget flot, siger Selina Randrup.

03:44 Luk video