TV MIDTVEST

Surfere i strid med kommune over nye vindmøller

Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

​En flok surfere er utilfredse med, at Thisted Kommune vil bygge vindmøller tæt på deres bedste surfspot.

Surfere er glade for deres område øst for Hanstholm. De mener, at det er helt unikt.

- Det er uden tvivl vores bedste vindsurfspot, fortæller formanden for surfklubben Nasa, Stian Eide.

Men det er ikke sikkert, at det fortsætter sådan. Thisted Kommune har nemlig tilladt opførslen af tre store vindmøller, som erstatning, for de fire nuværende. Og især den østligste af møllerne vil påvirke surferne.

- Den vil gøre, at der kommer meget turbulent vind i området, og det gør, at det bliver meget sværere fremover at vindsurfe heroppe, siger Stian Eide.

Det er denne mølle, som vil genere surferne.

Skal finansiere havneudvidelse

De tre vindmøller skal være med til at finansiere den store havneudvidelse i Hanstholm. Borgmester Lene Kjeldgaard Jensen understreger, at havneudvidelsen har høj prioritet.

- Vi er også interesserede i, at vi holder fast i surferne, men vi må jo så sige, at vi må lave en prioritering om, hvad det er, vi vil fremme, fortæller hun.

Stian Eide har dog endnu ikke mistet troen på, at de kan få lov til at beholde deres surfspot.

- Jeg håber på, at politikerne kan kigge på det her endnu engang og måske bede forvaltningen af havnen om at tage et kig på det, og så se, om det ikke er muligt at finde en løsning, hvor alle parter vinder, siger han.

Møllerne skal efter planen opføres i efteråret.

02:04 Luk video