Sure SIF-fans

Fans af superliga-nedrykkerne Silkeborg IF er rasende, efter at det mandag kom frem, at Jyske Bank vil sponsorere FC Midtjylland.

fans.jpg

Jyske Bank har været byens bank i Silkeborg, siden den blev grundlagt i 1967. Derfor gør det ondt på byens fodboldfans, at banken nu har valgt at blive hovedsponsor for rivalerne fra FC Midtjylland. På fansiden "den Røde Tribune," bliver der heftigt debatteret om de nye samarbejdspartnere. Den generelle holdning er, at banken svigter det lokale fodboldhold.

- Jeg synes, det er træls. Jyske Bank er jo en Silkeborg-baseret bank, og jeg synes, at når man er en lokal bank, så bør man måske også først og fremmest støtte det lokale hold. Jeg har det lidt ligesom, hvis jeg kom hjem og fandt kæresten i seng med ens værste fjende. Jeg kunne godt finde på at finde en ny bank ja, for jeg synes ikke mine penge skal gå til at støtte rivalen, siger Lis Winnie Hansen, Næstformand, fangruppen SIFosis.

Men Jyske Banks direktør føler ikke, at de svigter det locale hold - tvært imod. - Vi bidrager med rigtig mange millioner kroner til Silkeborg IF, og Silkeborg IF er den klub i hele Danmark, der har modtaget de største bidrag af Jyske Bank gennem tiderne - senest har vi doneret ti millioner kroner til et nyt stadion, og ingen anden klub i Danmark, jeg understreger ingen anden klub i Danmark har modtaget så store enkeltbeløb fra Jyske Bank, siger Anders Dam, Ordførende direktør, Jyske Bank.