Supersygehus skal i Folketingssalen

De Radikale kræver supersygehuset i Folketingssalen, hvis regeringen og Dansk Folkeparti flytter placeringen fra Gødstrup.

Der skal trykkes på de grønne ja-knapper i folketingssalen af medlemmerne fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, hvis VKO flytter det midt- og vestjyske supersygehus fra Gødstrup ved Herning, som regionsrådet har besluttet.

Det mener i hvert fald De Radikales næstformand, Morten Østergaard. Han vil ikke lade regionsrådet overtrumfe, fordi finansloven for 2010 skal forhandles på plads.

- Det er en ekstremt alvorlig sag, hvis respekten for det regionale selvstyre er kommet dertil, at man ved en finanslov fuldstændig vil tage beslutningskraften fra regionsrådet i Region Midtjylland. Derfor stiller vi et beslutningsforslag, så det kommer til afstemning i folketingssalen, siger han til Ritzau.

Kritik af regeringen og DF

Morten Østergaard kritiserer, at et snævert politisk flertal trækker tæppet væk under regionsrådet, som har truffet en meget svær beslutning efter en stærkt ophedet debat.

- DF's finansordfører Kristian Thulesen Dahl synes, at finansloven skal bruges til at markedsføre Dansk Folkeparti i Vestjylland, siger Morten Østergaard.

Østergaard er valgt i Århus og siger han bevidst har undladt at blande sig i regionsrådets beslutning om, hvor supersygehuset skulle ligge.

- Det har jeg så meget respekt for, at jeg ikke - som valgt i Folketinget - skal gøre mig til overdommer om det, lyder begrundelsen.