Supermarked udstiller tricktyv på Facebook

En overvågningsvideo af en tricktyv er blevet offentliggjort på Facebook af supermarkedet MENY i Vildbjerg

TV MIDTVEST har på dette billede valgt at sløre tyvens ansigt
TV MIDTVEST har på dette billede valgt at sløre tyvens ansigt

Supermarkedet MENY i Vildbjerg har trodset persondataloven og offentliggjort en video på sin Facebookside, der viser en tricktyv som franarrer en kassedame 1.500 kroner.

Optagelserne stammer fra onsdag eftermiddag klokken 17.25, hvor tyven var på besøg i supermarkedet. Det skriver aoh.dk

På Facebook skriver supermarkedet:

”Pas på denne mand. Han tager varer i butikken, og går til kassen og foregiver at han har købt varerne, og gerne vil af med dem igen. Men "desværre" ikke har nogen bon!

Til rette mand: "Hvis du skulle have fortrudt dit "ærinde" hos os i onsdags den 11. januar kl 17.25, og stopper dit "pis", eller du af andre årsager gerne vil have slettet opslaget, så kontakter du os bare.”

Købmand vil have det gjort lovligt

Supermarkedet forsøgte allerede torsdag eftermiddag, at få tyven til at melde sig selv, inden sagen ville blive givet videre til politiet.

Her lagde købmand Poul Hansen overvågningsvideoen på Facebook med sløring af tyvens ansigt. Men da tyven fredag middag endnu ikke havde meldt sig, er han nu gået skridtet videre.

- Min opfattelse er, at hvis man fik lov at lægge disse billeder ud uden sløring, så ville det helt sikkert afholde mange fra at stjæle i butikkerne fremover. Og selvfølgelig skal man kun gøre det, når man er 100 procent sikker i sin sag, så ingen uskyldige hænges ud, siger købmand Poul Hansen til aoh.dk

Tidligere sag

Det er ikke første gang, at Poul Hansen vælger at offentliggøre et billede af en tyv på Facebook.

I marts sidste år lagde han et billede ud af en mand, der havde stjålet spiritus for 5000 kroner.