Superligadrømmen lever stadig i Thisted FC

De drømmer i den grad om Superliga i Thy denne sæson. Thisted FC har overrasket alt og alle, og lige nu er thyboerne midt i et fodbold-eventyr, vildere end nogensinde før.

- Alt kan ske i fodbold, så jeg udelukker ingenting, siger cheftræner Joakim Mattsson. Foto: Michael Andersen, TV Midtvest

Det var svært ikke at få Thisted FC’s sejrssang på hjernen i efteråret, for den blev sunget for fuld skrue i omklædningsrummet - gang på gang.

- Det vil gøre mig stolt, hvis vi kunne skabe så mange point sammen, at det aldrig nogensinde sker i Thisted FC’s historie igen.

Joakim Mattsson

- Det vil gøre mig stolt, hvis vi kunne skabe så mange point sammen, at det aldrig nogensinde sker i Thisted FC’s historie igen, siger cheftræner Joakim Mattsson.

Men siden er der blevet lidt mere stille i thyboernes omklædningsrum. En flot andenplads og dermed en kurs mod Superligaen efter efterårets 19 kampe er skiftet ud med en placering som nummer seks. Og seks point fra en tredjeplads, der giver adgang til at spille om en billet til Superligaen.

26:30

Her kan du se hele udsendelsen om Thisted FC

Luk video

Vi tror stadigvæk på miraklet

TV MIDTVEST har fulgt Thisted FC tæt i efteråret. Thisteds vej mod det ellers så uopnåelige - en mulighed for at spille om oprykning til Superligaen. Og det hele begyndte den sidste søndag i juli, hvor holdet slog Superliga-nedrykkerne og storfavoritterne fra Viborg FF.

- Det må også være svært at spille mod os, når vi kommer med så meget energi og power og tro på tingene, siger holdets anfører, Allan Høvenhoff.

Selvom det er blevet hverdag i Thy, og selvom holdet efter vinterpausen ikke er kommet lige så flyvende fra start som i sommer, så lever troen og drømmen om at nå Superligaen stadig i allerbedste velgående.

Det må også være svært at spille mod os, når vi kommer med så meget energi og power og tro på tingene, siger holdets anfører.

Allan Høvenhoff

- Ja, jeg drømmer stadig om Superligaen. Vi skal bare lige vinde to kampe, så er vi måske med igen i toppen og om pladserne til Superligaen. Jeg vil bestemt ikke udelukke miraklet, siger anfører Allan Høvenhoff.

- Alt kan ske i fodbold, så jeg udelukker ingenting. Men jeg drømmer nu ikke om Superligaen. Det gjorde jeg heller ikke, da vi var flyvende i efteråret, understreger cheftræner Joakim Mattsson.

En del af forklaringen på, at Thisted har tabt terræn i toppen af fodboldens førstedivision er også, at holdets absolutte topscorer, Mikkel Agger, blev solgt til norske Sarpsborg i vinterens transfervindue.

- Vi kan ikke konkurrere med en topklub i Norge, når de byder på én af vores spillere. Så selvfølgelig er Mikkel et stort tab, og han er svær at erstatte. Han har også fortjent den chance, siger cheftræner Joakim Mattsson.

Mikkel Agger er i øvrigt stadig topscorer for Thisted FC med 11 scoringer i sæsonen. 

Læs også Anfører: Skuffelsen er stor i Thisted FC