Det våde og kraftige lystkrøllede hår kaster sig voldsomt fra side til side på en af dykænderne, som bølgernes skvulp puster liv i vandkunsten. Efternavnet, der runger ud over højtalerne på stranden, er udenlansk. Uden tvivl.

Bare få hundrede meter derfra bliver den klassiske sorte kam ført sirligt frem gennem den pensionerede frisure hos den ærkedanske Hr. Jensen. Uden at ænse de overentusiatiske amerikanske kommentatorstemmer.

- Jeg ved ingenting om det. Intet. Overhovedet ikke. Det er nok, fordi jeg ikke interesserer mig for det, siger han. 

Den pensionerede fisker Anders Munk Jensen er tilbage i styrehuset på Maagen. Kutteren, han købte sammen med sin bror tilbage i 1984. Forvandlet til turistskib ligger den trukket op på stranden sammen med fem andre tidligere erhvervskuttere. Som en af de eneste sejler Maagen dog stadig. Bare knap så tit. Og nu kun med lystfiskere.

Til gengæld kan han prale med en overdækket og vindstille tilskuerplads, mens dykænder fra alt lige fra Brasilien, Serbien og Hawaii minder den Vorupør-fødte om de uundgåelige kendskerninger.

- Vi kan jo ikke stritte imod udviklingen, og fiskeri er jo ikke fremtiden. Det er jo turisme, siger den pensionerede fisker med et smil, der er lige så gråt som den overskyede himmel.

Alligevel bliver der sendt et tydeligt signal fra stranden i en tv-transmission til over én million seere. Hvilket er det samme antal, som der bor i Vorupør – hvis man altså ganger det med to tusinde. 

Selvom cirkus SUP-VM for en stund har lagt beslag på Vorupør, så er det ikke noget, der imponerer den pensionerede fisker. I over 40 år er det ham og de andre fiskere, der har brudt bølgerne på vandet.

Men nu er bruset gået af de lyseblå bølgebrydere, og i stedet er det nu boards og paddler, der byder Vesterhavet op til kærlig vinddans.

- Jeg vil da hellere have, at det var fiskeriet, der fortsatte. Det må jeg da ærligt indrømme, siger han.

Men verdensmesterskaberne i noget så moderne som Stand Up Paddle Surfing er en kæberasler til et fiskersamfund på ufrivillig afvænning fra de lokale traditioner.

For godt nok har dykænderne rappet op før. Men aldrig som nu.

Men ikke for ham.

Selvom det hverken er sollys eller genspejling, der skærer i øjnene på ham, når han betragter vandplaskeriet på afstand, så er det på ingen måde heller ej foragt. Det er derimod de ikke fysiske skavanker ved mavepusteren og udfordringerne med at synke det faktum, at størstedelen af skibene nu ligger på land.

- Førhen der ville vi jo være her, og de måtte måske være her. Hvis de flyttede sig, når vi kom, siger han.

Hierarkiet er vendt, og nu skyller det altoverskyggende argument ind over byens godt 500 indbyggere med tsunamifart.

Økonomi.

- Hvis ikke de er her, så kan købmanden jo ikke løbe rundt, bliver der sagt i en tone, som ikke er til at misforstå. 

Det er ikke bare konsekvenser, der lurer for enden af kompasset ude i horisonten. For skolen har allerede drejet nøglen samme vej som de store erhvervsfiskekuttere, fortæller han. Den forkerte vej.

Den tidligere skipper ruller vinduet ned og tænder en cigaret. Med stor erfaring bliver der pustet ud. Så meget, at både de moderne GPS-systemer og det oprindelige kompas diser til i det lille rum.

- Det må jeg egentlig ikke herinde. Og min familie er efter mig, når jeg gør det. Når man har gjort det i så mange år, så stopper man ikke bare lige. Men det er dumt, når de unge begynder, fortæller han med ironisk timing.

Ungdommmen er en form for rev i havet, der i næsten mere dramatisk stil end Moses skiller havet fra hinanden. For Anders Munk Jensen ved godt, at de yngre generationer ikke træder de seks trin op ad den lille mobile træstige for at fange fisk.

For de boarder ikke længere bådene - de boarder i bølgerne på havet.

Klokken slår hurtigt, og Anders Munk Jensen er klar over, hvad tidevandets sene bølgeskvulp bringer med sig. Med ingen unge arvtagere i sigte, er omvæltningens kulmination uundgåelig.

I baggrunden fortsætter de energiske kommentatorer imponerende på allerede tredje time i streg. Men stemmerne bliver ikke højere.

For trods flere bud takker den pensionerede skipper pænt nej tak til at komme nærmere det sted, hvor dykænderne flyver ud fra og danser rundt på bølgernes toppe.

Anders Munk Jensen lader det stå helt klart, at han er ikke surferfjendsk. Tværtimod. Han er bare så meget fisker, at han formentlig er født med Vorupørhabit på.

- Måske i en anden tid så kunne jeg da måske godt have surfet. Men dengang jeg var lille, der badede vi bare i vandet. Og nu er det altså for sent, siger han.

Som fisker er han født - og fanget - og måske er tiden ikke rendt fra ham, men bare forskellig.

- Det er noget sjovt, at når du har Voruørhabit på og så kigger ud. Så kommer der en i våddragt. Det er sgu en kold affære.

Længere nede ad stranden har den store forsamling forskanset sig sammen. Da næste heat tudes i gang af hornet bliver det med den pensionerede skippers ryg til det store event. 

Ikke af uhøflighed, men fordi der venter middagsgæster derhjemme.

Og så må verdensmesterskaber være verdensmesterskaber. 

Tekst: Kristian Brønsbæk
Foto og video: Lasse Uttrup