Sundhedsstyrelsen vil fjerne komplicerede fedme-operationer fra Viborg

Regionsrådsformand i Midtjylland, Anders Kühnau (S), er ærgerlig over udsigten til, at komplicerede fedme-operationer kan blive taget fra Regionshospitalet i Viborg.

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, siger regionsrådsformand i Midtjylland, Anders Kühnau (S).
- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, siger regionsrådsformand i Midtjylland, Anders Kühnau (S).
Foto: TV MIDTVEST

Læger på Regionshospitalet i Viborg er i dag i stand til at udføre de mest komplicerede fedme-operationer på patienter fra hele den vestlige del af Danmark, men det kan snart være slut.

Sundhedsstyrelsen vil nemlig tage den højt specialiserede funktion fra sygehuset bare tre år efter, politikerne i Region Midtjylland helt bevidst valgte at placere specialet i netop Viborg.

- Vi synes, det er synd for patienterne, at de ikke skal have gavn af det gode samarbejde og de gode resultater, vi har her, siger ledende overlæge på Regionshospitalet i Viborg, Einar Pahle.

Også regionsrådsformand i Region Midtjylland, Anders Kühnau (S), er bekymret.

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at man tilsyneladende vil lægge en linje, hvor alle specialiserede funktioner skal ligge på universitetshospitalerne. I vores region betyder det, at man vil tvinge mere og mere til Aarhus, lyder det fra regionsrådsformanden.

Fedme-operationer skal laves på universitetshospitaler

Sundhedsstyrelsen vil af hensyn til patienterne have flyttet den højtspecialiserede fedmekirurgi til et universitetshospital.

Derfor kan Viborg i fremtiden komme til at nøjes med kun at foretage almindelige fedme-operationer.

- Hvis man på den her måde ødelægger vores muligheder for også at have stærke hospitaler udenfor Aarhus, så kan jeg blive meget bekymret set ud fra en politisk betragtning, siger Anders Kühnau

- Jeg tror, vi bliver nødt til at få en diskussion om, hvorvidt det kan være rigtigt, at embedsmænd i Sundhedsstyrelsen kan have en politik om, at alle højtspecialiserede funktioner skal samles på universitetshospitaler. Det synes jeg er helt forkert, og det er meget ødelæggende for vores regionshospitaler.

Sundhedsstyrelsen har onsdag ingen kommentarer til sagen. Der er endnu ikke truffet en endelig beslutning om, hvor de højtspecialiserede fedme-operationer skal foretages henne fremover.

1:49
Det kan snart være slut med at udføre højtspecialiserede fedme-operationer på regionshospitalet i Viborg.