Sundhedsminister ejer aktier i Novo Nordisk

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har investeret en del af sin private pensionsformue i Novo Nordisk. Problematisk, mener flere.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har investeret en del af sin private pensionsformue i medicinalvirksomheden Novo Nordisk. Det skriver Avisen.dk.

Nørby har som alle andre ministre udfyldt et oplysningsskema om sine personlige økonomiske forhold. Her fremgår det, at Ellen Trane Nørby som en del af sin ratepension og kapitalpension ejer aktier i Novo Nordisk for samlet set 237.000 kroner.

Formanden for anti-korruptions-organisationen Transparency International Danmark, Knut Gotfredsen, ser sundhedsministerens Novo-aktier som et klart eksempel på, at der mangler retningslinjer på området.

- Åbenhed er godt. Men oplysningerne i sig selv er jo ikke noget værd, hvis der ikke er nogle regler, som slår fast, at i den og den situation skal man erklære sig inhabil. Hvad er det for nogle ting, som en minister som Ellen Trane Nørby ikke kan, når hun har personlige interesser i et selskab som Novo Nordisk? Det er et spørgsmål, som regeringen bør forholde sig til, siger Knut Gotfredsen til Avisen.dk.

Minister: Åbenhed er omdrejningspunktet

 Ellen Trane Nørby fremlagde sine oplysninger i maj sidste år, da hun var minister for børn, undervisning og ligestilling. Men hun ejer fortsat aktieposten i Novo Nordisk, bekræfter hun over for Avisen.dk.

   - Jeg har ligesom mange andre danskere aktier i danske virksomheder som en del af min pensionsopsparing, og det er der fuld åbenhed om. Åbenhed er for mig at se omdrejningspunktet for, at folk kan se os som politikere efter i sømmene. Jeg vil lade det være op til folk selv at vurdere, om de mener, at aktier, som er erhvervet, længe før jeg blev sundhedsminister, spiller ind i mit politiske arbejde, siger Ellen Trane Nørby i en skriftlig kommentar til Avisen.dk

Som ny sundhedsminister har Ellen Trane Nørby blandt andet overtaget ansvaret for at udarbejde en ny national diabeteshandlingsplan.

Som en del af satspuljeaftalen er der afsat 65 millioner kroner over de næste fire år til at løfte indsatsen over for de mange danskere med diabetes. Pengene skal efter planen forhandles på plads senere i år.

Diabetesbehandling er Novo Nordisks kerneområde, og virksomheden er førende inden for diabetesforskning og produktion af insulin.

EL's finansordfører: Jeg ville afhænde aktierne

Enhedslistens finansordfører, Pelle Dragsted, opfordrer Ellen Trane Nørby til at undgå enhver tvivl i forbindelse med dobbeltrollen som sundhedsminister og Novo-aktionær.  

- Jeg vil ikke så tvivl om Ellen Trane Nørbys eller andre ministres politiske uafhængighed. Jeg siger bare, at hvis jeg sad som minister på sundhedsområdet og skulle udmønte midler i en diabeteshandlingsplan, så ville jeg afhænde mine aktier i Novo Nordisk, siger han til Avisen.dk.   

Novo Nordisk er Danmarks største virksomhed målt på markedsværdien, men Novo har dog haft et svært 2016, hvor aktiekursen er styrtdykket. Det har også ramt sundhedsministerens pensionsopsparing.

Ellen Trane Nørby oplyser til Avisen.dk, at aktiernes samlede værdi i dag er lidt mindre end 120.000 kroner.

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, har modsat Enhedslisten fuld tillid til Ellen Trane Nørbys evne til at skille tingene ad.

 - Det vigtigste for mig er, at der er åbenhed om det. Jeg går ikke ind for, at der er en eller anden form for begrænsning, for selvfølgelig skal en minister - som alle andre mennesker - kunne investere sine penge. Det må være op til ens egen samvittighed, siger hun.

Ellen Trane Nørby er langt fra den eneste minister, som har økonomiske interesser i Novo Nordisk. 

Disse politikere har aktier i Novo Nordisk: 

Fem af regeringens 22 ministre har oplyst, at de har aktier i Novo Nordisk, og dermed er insulin-giganten topscorer på regeringens investerings-hitliste.   
  • Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der udstikker rammevilkårene for dansk erhvervsliv, har aktier i Novo Nordisk for lidt over én million kroner.

De øvrige ministre, som har investeret deres opsparingskroner i Novo-aktier er:
  •  Udlændinge- og integrationsborgmester Inger Støjberg (V) (78.200 kr.)
  • Skatteminister Karsten Lauritzen (V) (50.260 kr.)
  • Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) (pensionsdepot på 86.000 kr.).

Kilde: Avisen.dk