Sundhed: Geografisk ulighed en udfordring

Sundheds- og Ældreministeriet har undersøgt det danske sundhedssystem, og minister Sophi Løhde peger på, at geografisk ulighed er en stor udfordring.

Der er geografiske forskelle på den behandling, man får på i det danske sundhedsvæsen. Det fastslår den statusrapport, som Sundheds- og Ældreministeriet har lavet hen over sommeren.

Rapporten konkluderer, at sundhedsvæsenet generelt er i fin stand i hele landet, men at der er geografiske forskelle i både behandlingstid og udredningstid.

Eksempelvis er Region Nordjylland markant dårligere til at gennemføre behandlinger mod lungekræft inden for den anbefalede tid, end hvis man sammenligner med resten af landet. I Region Nordjylland bliver kun 60 procent patienter med lungekræft behandlet inden for den anbefalede tid.

I de øvrige regioner er det samme tal mellem 80 og 90 procent.

- Vi har grundlæggende et godt sundhedsvæsen. Vi kan for eksempel se, at patienterne overordnet er tilfredse med den behandling, de får på sygehusene, og at flere danskere overlever en kræftsygdom. Det er naturligvis positivt, men det røntgenbillede, vi har taget, viser også, at vores sundhedsvæsen kan blive endnu bedre, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde i en pressemeddelse.

I Region Nordjylland er de også langsommere til at udrede patienterne. Sammenligner man med Region Sjælland, hvor 66 procent af patienterne blev udredt inden for de ønskede 30 dage, er det kun 52 procent i det nordjyske, der når ind under den tidsgrænse.

Disse forskelle vil ministeren nu gøre noget ved.

- Jeg kan godt forstå, hvis der er borgere rundt om i landet, som hverken kan forstå eller vil acceptere, at de skal vente i længere tid på en operation eller på at blive udredt, bare fordi de tilfældigvis bor på den 'forkerte' side af regionsgrænsen. Det vil jeg heller ikke acceptere, for det skal ikke være postnummeret, der afgør, hvilke behandlingstilbud patienterne får. Og derfor er de uensartede behandlingstilbud også en af de ting, vi vil gøre noget ved for at gøre et godt sundhedsvæsen endnu bedre, siger Sophie Løhde.

Med en ny kræftplan og ændret udrednings- og behandlingsret vil ministeren forsøge at øge geografisk lighed i sundhedssystemet.

Læs hele rapporten ved at klikke her.