Succesprojekt får syge tilbage på job

Et nyt samarbejde imellem kommuner og et pensionsselskab har skabt forbløffende resultater med at få syge kommunalt ansatte tilbage på arbejde.

Projektet 'Din Stifinder' har succes med at få sygemeldte kommunalt ansatte tilbage i arbejde. I Morsø Kommune har sygemeldte medarbejdere i to år kunnet få en personlig tovholder - en stifinder- der i lyntempo hjælper den syge tilbage til arbejde.

- Vi er rigtig glade for at være med i 'Din Stifinder'. Det er en succes for den enkelte medarbejder, og det er en succes for ledelsen. Det er succes for arbejdspladsen, siger social- og sundhedschef i Morsø Kommune, Rikke Würtz.

En personlig tovholder

Stifinderen er typisk en uddannet socialrådgiver, der er ansat af pensionsselskabet til at hjælpe den sygemeldte medarbejder med f.eks. at komme til en psykolog, en kiropraktor eller til at få en diagnose på et privathospital. Kommunerne betaler 3.000 kroner pr. sygemeldt medarbejder og pensionsselskabet betaler resten.

- Du kommer simpelthen hurtigere til en behandler eller til en, der kan stille dig en diagnose. Du får noget hjælp, igennem systemet eller du kommer til noget privat, som kan håndtere det for dig, siger Rikke Würtz.

- Medarbejderne kommer hurtigere tilbage på arbejde. Deres sygemeldinger bliver afkortede og de kommer hurtigere i gang. Både deres udredning og deres behandling sker hurtigere, så der er helt klart en forkortet tid, hvor de er væk fra arbejdspladsen, siger Jørgen Refslund Poulsen, der er arbejdsmiljøkonsulent i Holstebro Kommune, der også deltager i projektet.

Menneskelig gevinst og økonomisk fortjeneste

Det er pensionsselskabet Pensam, der har fået ideen og det er indtil videre kun Pensams medlemmer, der er omfattet af projektet. I følge Pensams beregninger har de 278 sygemeldte ansatte, der på to år har fået en Stifinder sparet kommuner og pensionsselskab for i ca. ni millioner kroner. Kommunerne har sparet seks millioner og Pensionsselskabet har sparet tre en halv million blandt andet på at udbetale færre invalidepensioner.

Datagrundlaget i projektet, der indtil videre kun omfatter 278 sygemeldte er stadigvæk svagt. Selv om begge kommuner er sikre på, at der er både menneskelige gevinster og økonomiske fortjenester at hente med Stifinderne, efterlyser begge kommuner større datagrundlag til at kunne vurdere effekten.