Succesfuld indsamling i Skive

Det lykkedes i dag Diabetesforeningen i Skive at indsamle 60.000 kroner til børn med diabetes.

Det var en glad lokalformand for diabetesforeningen i Skive, der kl. 17.00 kunne konstatere, at dagens indsamling havde givet 60.000 kroner i indsamlingsbøsserne.

- Alle har gjort en kæmpe indsats. Det er flot at vi ligger så højt, når man sammenligner med sidste år. Vi er meget tilfredse, siger Jørgen Andersen, lokalformand for diabetesforeningen i Skive.

Cirka 50 indsamlere gik søndag fra kl. 9.30-17.00 rundt i Skive og omegn for at samle ind. Og de var ikke alene om det. Indsamlingen var en del af en landsdækkende indsamling. Det samlede resultat forventes optalt mandag.

Se hvordan det gik for 8 årige Isabell Andersen, der selv lider af diabetes 1, i vores udsendelse søndag kl. 19.30.