Succesbank på kundejagt

Efter fremlæggelsen af nyt flot regnskab er Ringkjøbing Landbobank klar til at erobre nye kunder i Midt- og Vestjylland med "stærkt konkurrencedygtige produkter".

Ringkjøbing Landbobank er fortsat en særdeles god forretning, og banken vil nu bruge nogle af de mange penge på kistebunden til at vokse sig større.

- Vi planlægger i efteråret en stor opsøgende aktivitet i det midt- og vestjyske. Det skal blandt andet ske gennem annoncekampagner, og vi går både efter erhvervskunder og private, siger administrerende direktør John Fisker til tvmidtvest.dk.

Direktøren understreger, at banken vil komme med "stærkt konkurrencedygtige produkter" i jagten på nye kunder.

- Det afgørende er vores rådgivningskapacitet, men prisen skal selvfølgelig være i orden. Det bliver både på ud- og indlånssatser.

Stadig interesseret i opkøb

Banken har tidligere meddelt, at den gerne vil vokse sig større gennem opkøb af andre pengeinstitutter.

- Jeg må erkende, at der ikke har været så mange, der har ringet på vores dør, men den står fortsat åben, og vi vil drikke kaffe med alle dem, der i fremtiden skulle have lyst til at drive bank sammen med os, siger direktøren.

Halvårs-overskud: 237 millioner før skat

Landbobanken offentliggjorde onsdag et nyt halvårsregnskab, der viser et overskud før skat på 237 millioner kroner før skat mod 179 kroner året før.

Ledelsen betegner selv resultatet som meget tilfredsstillende - specielt når man tager den økonomiske situation i samfundet i betragtning.

For hele året venter banken et basisresultat mellem 300 og 400 millioner kroner. John Fisker tør ikke gætte på resultatet på bundlinjen, men siger dog, at det formentlig bliver bedre end 2011, der gav et overskud på 380 millioner kroner før skat.

Banken fremhæver selv, at den har landets laveste omkostningsprocent på 31,9 - hver gang den tjener 100 kroner, bruger den altså knap 32. Det betyder også, at der ikke er planer om nedskæringer eller filial-lukninger, som Danske Bank for eksempel har planer om.

Administrerende direktør John Fisker fortæller her om landbobankens planer om at kapre nye kunder:

02:44 Luk video